Dette website bruger cookies til at forbedre din brugeroplevelse. Ved at bruge dette website accepterer du brugen af cookies.

Tvangsfjernelse §75 – støtte

En af de rettigheder, som forældre til tvangsfjernede børn opnår, er en såkaldt ”§75 støtteperson”. Årsagen til, at man kalder det en §75 støtteperson er, at der i Servicelovens §75 står: 

”Kommunalbestyrelsen skal tilbyde forældremyndighedens indehaver en støtteperson i forbindelse med barnets eller den unges anbringelse uden for hjemmet”

Det vil sige, at hvis dit barn er anbragt uden for hjemmet, opnår du automatisk retten til en støtteperson. 

Hvordan fungerer §75 støtte?
Det er vigtigt at bemærke, at støttepersonen er et tilbud. Det betyder, at det er frivilligt om forældrene ønsker at benytte sig af støttepersonen. 

Forældrene, som bliver tilbudt §75 støtte af kommunen, har selv ret til at vælge den konkrete støtteperson, de ønsker at benytte sig af. Støttepersonen er uafhængig, så vedkommende vil kunne støtte forældrene bedst muligt. Det er et krav, at støttepersonen er fleksibel, og at støttepersonen har den baggrund der skal til, for kunne løse opgaven. 

Kommunen ansætter støttepersonen, så det er ikke noget forældrene skal betale for. Kommunen kan dog godt vælge at afvise at ansætte en støtteperson, hvis ikke man mener, at personen kan leve op til det, der forventes af en § 75 støtteperson. 

Hvad kan man bruge en §75 støtteperson til?
Ifølge lovgivningen er formålet med at iværksætte §75 støtte at:

”Støtten så vidt muligt skal medvirke til at løse de problemer, som har været årsag til anbringelsen med henblik på at støtte forældrene i at varetage omsorgen for barnet eller den unge ved en eventuel hjemgivelse eller i samvær med barnet eller den unge under anbringelsen”. 

Støttepersonen kan dermed bruges til mange forskellige ting. En af støttepersonens vigtigste opgaver, kan være at støtte forældrene i den svære situation. Forældrene kan i den forbindelse tale med støttepersonen om anbringelsen, og de følelser der kan være forbundet med anbringelsen. Støttepersonen kan ikke hjælpe med behandlingsmæssige forhold men kan støtte og lytte i svære situationer forbundet med anbringelsen. Støttepersonen kan også støtte forældrene i samarbejdet med kommunen eller i samvær og kontakt med barnet, som er anbragt. 

Hvordan vælger man en § 75 støtteperson?
Mange kommuner har deres eget udvalg af mulige §75 støttepersoner. Derudover findes der en lang række andre professionelle §75 støttepersoner, som man selv kan vælge. Du kan selv vælge den støtteperson, du ønsker – blot vedkommende lever op til kommunens krav.

Vidste du?

Du kan selv vælge den støtteperson, du ønsker – blot vedkommende lever op til kommunens krav.

Kontakt mig for mere information

Kan Børneadvokaten hjælpe dig med advokatbistand?